Bindslev A/S
Nyheder
Fremtidens Psykiatri
75 regionspolitikere, politiske ordførere på psykiatriområdet, organisationspolitikere, forskere og eksperter inden for psykiatrien var samlet til Psykiatriens Topmøde for at bestemme fremtidens psykiatri i Danmark.
Psykiatriens Topmøde skabte fælles retning
Velfærdssamfundet skal være for alle, også hvis du har en psykisk lidelse. Det var en af de overordnede konklusioner på Psykiatriens topmøde. Deltagerne på topmødet var enige om at samarbejdet mellem regioner og kommuner med borgeren i centrum og en tidligere opsporing af patienter med psykiske lidelser hører til de vigtigste indsatsområder for at få forbedret kvaliteten i psykiatrien. Borgerens velbefindende skal gå forud for systemets.
- Ud over fremtidige visioner for psykiatrien, som vi har fået skabt sammen, så har vi også fået en række konkrete idéer på bordet, som vi kan gå hjem og sætte i værk allerede i morgen. Og det regner vi med, at deltagerne er indstillet på, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen.
På Psykiatriens Topmøde var partiordfører, regions- og kommunalpolitikere, fagorganisationer, eksperter samt pårørende- og brugerorganisationer samlet i to dage. Deltagerne udviklede i 24 intensive timer fælles visioner og konkrete principper og tiltag for fremtidens psykiatri på tværs af sektorer og partifarve.
Udvalgte visioner og handlinger fra topmødet:
- Styrket samarbejde mellem regioner, kommuner, praktiserende læger, patienter og deres familier.
- Kliniske retningslinjer for psykiske sygdomme på linie med eksempelvis kræftområdet.
- Pakkeforløb og handleplaner til psykiatriske patienter i stil med dem, der findes for somatiske sygdomme.
- Ventetiden for børn skal nedbringes til 3 måneder
Resultaterne blev på dag 2 fremlagt for socialminister Benedikte Kiær.
Ebbe Henningsen, formand for Bedre Psykiatri, deltog i Psykiatriens Topmøde, og er begejstret over slutdokumentet.
"Hvis det her kan lade sig gøre, så er jeg ret begejstret over det," siger Ebbe Henningsen.
Du kan hente slutdokumentet, Fremtidens psykiatri begynder i dag, her
Læs mere på Danske Regioners hjemmeside.